Forside > Nykøbing Sj. Skakklub > Facts om klubben
Dansk Skakunion 2.hovedkreds/nyks/info
Nykøbing S. Skakklub blev oprindelig stiftet helt tilbage i 1919. Klubben havde dengang kun 10 medlemmer, men ikke desto mindre havde man den 23. november 1919 besøg af verdensmesteren Emanuel Lasker. Formålet med Laskers besøg var naturligvis en simultanforestilling. Jeg mener, at have læst i Holbæks klubblad, at Lasker spillede simultan i Holbæk dagen før, han spillede i Nykøbing.  
Holbæk Amts Venstreblad beretter om besøget: " Spillet foregik i Hotel Phønix's store sal, hvor spillerne, i alt 26, var anbragt omkring et hjerteformet bord, hvor de enkelte spillere sad og brød hovederne over de forskellige træk og modtræk, medens Dr.Lasker gik rundt i inderkredsen, og gjorde fine træk i de forskellige partier med samme sindsro, som man tænder en fin cigar, og også med samme resultat, thi det hele var røg for ham. En efter en måtte de lokale spillere erklære sig overvundne, og i løbet af et par timers tid havde han gjort dem alle mat. Den, der holdt længst ud, var Løjtnant L.Madsen, Højby, men også han måtte ned." 

I 1922 deltog klubben igen i en simultanforestilling. Denne gang samme med de øvrige klubber i Odsherred. Man spillede i Asnæs mod Aron Nimzowitsch, som vandt 21 partier og spillede et enkelt remis. Uvist af hvilken grund lukkede klubben med udgangen af 1926. 

Klubben genopstod den 15. januar 1932 med ca. 20 medlemmer. Klubben har lige siden haft fra ca. 15 til ca. 35 medlemmer, og har vel lignet de fleste andre skakklubber. I 1966 blev Niels Chr. Berg formand for klubben. Berg var en ildsjæl og organisatorisk meget disciplineret. Klubben oplevede straks en medlemstilgang samt oprettelse af Nykøbing Skoleskak. I 1974 blev Nykøbing  danmarksmestre i skoleskak. Bergs arbejde var af umådelig stor betydning ikke blot for Nykøbing S. Skakklub, men også for NVS (Nordvestsjællands Skakklubber) samt Dansk Skoleskak. N.C.Bergs søn IM Klaus Berg er det hidtil mest kendte medlem fra Nykøbing Sj. Skakklub. N.C.Berg var med til at oprette Solvognsturneringen i 1971, en traditionsrig  hurtigturnering og han var i en årrække redaktør af klubbladet. I Berg's "regeringstid" toppede også holdskakken med en 3. plads i mesterrækken i 1978. Det har i øvrigt  været af uvurderlig historisk betydning for klubben, at Berg i 1992 udgav: "Festskrift for Nykøbing S. Skakklub 1932-92". 

Vores næstformand Villum Sejersen arrangerer hvert år 2 ratede turneringer over ca. 10 runder. Den første hedder Efterårsturneringen og er samtidig klubmesterskabet, den anden hedder Vinterturneringen. Endvidere arrangerer Villum hvert år Solvognsturneringen. Vi afholder også en hel del lynturneringer i klubben og privat. Mange af vores medlemmer deltager i eksterne turneringer - især på Sjælland, men såmænd også i udlandet! 

Vores klubblad "Bondeknolden" udkommer, når det passer chefredaktøren
- 
kildemateriale: "Peter Holst, delvist uddrag af SN 1-1999"

© 2004 Dansk Skak Union. 2.hovedkreds. Redaktør Jens Lundberg.
Siden er sidst indlæst: 13. august 2004 00:22